“UNDER BUGTEN”: DISPUTTER OM COMPUTER LARS-SPEKTAKLET
UDSTILLING VED ORGAN FOR DE AUTONOME VIDENSKABER
——
FERNISERING: D. 17 SEPTEMBER, KL. 16:00
PÅ AARHUS BUGT CENTER FOR KUNST, MEJLGADE 32, 8000, AARHUS (CO: DET JYSKE KUNSTAKADEMI)
—-
PROGRAM:
UDSTILLINGENS ÅBNINGSTIDER: HVER DAG FRA 14-19
DISPUT 1 VED MIKKEL BOLT & COMPUTER LARS: D. 18 SEPTEMBER, KL. 16:00-20:00
DISPUT 2 VED MAJA BAK HERRIE OG COMPUTER LARS: D. 20 SEPTEMBER, KL. 18:00-22:00
DISPUT 3 VED PETER BORUM OG COMPUTER LARS: D. 22 SEPTEMBER, KL. 18:00-22:00
DISPUT 4 VED LOGISTIQUE OG COMPUTER LARS: D. 24 SEPTEMBER, KL. 18:00-22:00
—-
TAK TIL KULTURUDVIKLINGSPULJEN I AARHUS KOMMUNE
TAK TIL STATENS KUNSTFOND
TAK TIL DET JYSKE KUNSTAKADEMI
—-
PRÆSENTATIONSTEKST VED “ORGAN FOR DE AUTONOME VIDENSKABER”:
Var munkemarxisterne de sidste systemdigtere? Måske skal det igen være ved systematiseringen af ordet og sproget, at man kan nærme sig en eller anden form for sandhed - og dermed vække verden fra dens repræsentationelle slummer?
Således indhyllet i disciplin og revolutionær intelligens vil udstillingsbegivenheden “Under Bugten” tage fat på de kernemetodiske problemer med kritisk diskussion og demokratisk delegation indenfor rammerne af den hyperdeliberative kunstinstitution.
Det ekstradisciplinære kollektiv “Organ for de Autonome Videnskaber” faciliterer en model for logisk disputeren, der tager udgangspunkt i “Computer Lars”-projektets kortlægning af teknosocialitetens mangel på formalisering, stil og grænsebevidsthed.
I denne sammenhæng er der udviklet en række teser, der dissekeres af respondent, opponent og praeses.
Gennem kontekstuel udfoldelse af Computer Lars’ formalisering af mediegrænseflader og valgsystemer indenfor en algoritmisk atomiseret offentlighed gennem projektet om et politisk parti drevet af kunstig intelligens - altså “Det Syntetiske Parti” - så præciserer “Under Bugten” en funktionsbestemmelse ved relationen mellem abstrakt dialog og materielle repræsentationsvilkår, og behandler demokratiet som både et uløst og metafysisk disputationsemne.
Denne proces manifesteres som aftenbegivenheder i en middelalderkælder under udstillingsstedet “Aarhus Bugt Center for Kunst” på Det Jyske Kunstakademi. Her skal 24 teser vendes ud fra Computer Lars’ kontekst.
Så hvor Computer Lars og Det Syntetiske Parti - som det aristoteliske tekstkorpus ved dets genopdagelse fra midten af 1100-tallet, eller Marx’ Grundrisse i 1960’erne - blot agerer substantiel-tematisk fyld for de konkrete disputter, så er nærværende præsentation et grundlæggende forsøg på at opstille skolastisk komputation som en korrektiv funktion til det det repræsentative demokrati; primært i dets deliberative og delegatoriske operationer.
—-
MOTIVATION FOR TESER:
Ved at anerkende offentlighedens morfologiske forfald som en forudgiven kendsgerning, er sagen nu den, mutatis mutandis, at den formelle disput har fået politisk relevans på ny. I modsætning til disputten var den borgerlige offentlighed, for så vidt den egentlig har eksisteret, nemlig fra sin begyndelse stilistisk analfabet. Den er aldrig blevet i stand til at anskueliggøre sig selv af den simple grund, at den ikke kan genkende sin egen form; ikke mindst heri består dens fordækte mangel på selvkritik. Formen udliciteres i den borgerlige offentlighed til markedets amorfe kartografi, hvis tre variabler er 1) prisniveauet som den almene ækvivalents fremtrædelsesform, 2), teknovidenskaben som den infrastrukturelle materielle tekstur 3) og subjektets asituerede og rent psykologiske konstitution.
Dermed er den borgerlige offentlighed - hvis opkomst almindeligvis tilregnes slutningen af 1700-tallet - lige dele ideologisk fantasme og markedets (og/eller magtens) materielle organisationsform, hvorfor der så let kunne gå både romantik og revision i den samtidigt forekommende middelalderisme. Men ligesom at det deliberativt-delegatoriske demokratis organisatoriske styrke ikke har kunne forhindre, at der selv i den borgerlige offentligheds samtid fortsat findes en længere række modoffentligheder - hvori de proletariske og plebejiske offentligheder som analyseret af Negt og Kluge samt Nancy Frasers feministiske og sorte modoffentligheder fangede vigtige tendenser - så er den liberale deliberations overbevisningskraft heller ikke mere virkningsfuld end, at middelalderlige præoffentligheder har kunnet opretholde en i det mindste litterær konsistens. Disputternes ideologiske forkastning spejler bare, hvordan Videnskaben i sin sene naturaliseringsproces er blevet betragtet som et arnested og omdrejningspunkt for den højere lærdoms universalitet. Men samtidig findes der i latrinerne under Collegio di Spagna fortsat en membranøs forbindelse mellem en ny samfundsform og en ny metode. Som Borges også har berettet, så skjuler professorale metusalemmer sig i lange perioder på institutionernes dasser, hvor de roterer llulliske metalskiver omkring en forbudt terningekop for famlende at efterligne en guddommelig uorden. I grunden står disputten dermed i dag nogenlunde autonomt: dvs. som forkastet, misforstået og i sin essens uberørt.
For selvom disputationsakten nu i begrebsteknisk forstand nærmest er blevet synonym med det civiliserende billede af universitetets argumentative omgangsform jf. PDF-forsvaret, så er vi stadig nogen der husker, hvordan den historiske disputeren først i skolastikken og siden hos munkemarxisterne strakte sig langt ud over universitetets loggier med åbning for et synkretistisk og overvejende internationalt publikum - et performativt spektakel, som først helt blev overset af Habermas i dennes ‘civiliserede’ afvisning af middelalderens offentlighed som repræsentationel manifestation af kirkens magt, men hvis indre dynamik den lærde herre senere indrømmede som modstandsdygtig efter endt læsning af Bakhtins bog om Rabelais’ uhildede karnevalsuniversitet. I disputtens ekstrauniversitære status forvandledes den formelle diskussion sig nemlig til en central organisatorisk diskursform, der, ganske vist, forblev løst forbundet til adelige og kirkelige sfærer, og som, stadig, reproducerede feudale samfundsrelationer ud fra kristen-patriarkalsk dyd, men i dets overdrev af modkulturel dissens, kan det for en spekulativ praksis inkarnere alternative og mere revolutionære anvendelser. I sin grundstruktur handler disputten, selv i dens mest rigoristiske konsekvenser, nemlig kun om én ting: retningsanvisninger for at leve et bedre liv. Der er derfor både et spil, et immanent spektakel - og et tilløbsstykke til noget andet og langt vigtigere udenfor ens stand og herkomst. Det er her kun indholdet, der adskiller skolastikeren fra munkemarxisten; formen - at tesedannelsen tvinger én til at forandre selv de mest prosaiske facetter af tilværelsen, for ikke at nævne stemmeføring, gestik og “meninger” - forbliver ensartet.
Problemet er altså offentlighedens genealogi til oplysningstidens frie, autonome individer, snarere end deliberationens videnskabeliggørelse i middelalderdisputten. For i den logiske disput næres en form for hemmeligt slægtskab mellem stræben efter universalitet og sandhed og en konkret placering, hvor man taler og lever fra. Og i denne udspænding ser man, at der også er kolonier af liv i systemverdenen - dvs. et liv efter fødslen. Så modsat det deliberative demokratis frie tale og dialogiske vekselspil, der kan spredes og flyde uhæmmet i en fejlslagen undfangelse, kræver disputten en bestemt placering, en krop, en stemme, et sted. Den er derfor i sit væsen sexy. De deltagende i en disput er reelt til stede, som livsformer, og indfører dermed en materialisering af litterær stil i en socialitet. Dette introducerer nærmest en topografisk nødvendighed i disputten, et aspekt, der mangler i medieboblernes gasformige konstitutionsproces. Hvor den frie tale synes at opstå ex nihilo, som en myte, der lider af en total mangel på kartografisk sensibilitet - helt konkret takket være fortrængningen af det herredømmefrie subjekts drifter, logiske identitet og stemme - så bekræfter disputten eksistensen af en formel struktur, eller et aksiom. Synspunkter genereres i en maskinel proces, og formålet er konditioneret sandhed, ikke blot mening eller holdning. Så der eksisterer her en elastisk art af metafysisk argumentation. Logikken har endnu ikke ført negativt bevis for sin egen ugyldighed.
Men noget af det, der er interessant med disputten, og på mange måder også med munkemarxismen og nytidens store sprogmodeller, er, at de jo egentlig er ret stringente om egne begrænsninger. Og at det kun er ved en ekstremt konkret begrænsningsopmærksomhed det kan tillades, at man går ind og påtager sig en rolle, så at sige. Og noget af det, der er så belastende, også i den digitale simulation af borgerlig offentlighed, er, at man selv hele tiden skal være et eller andet, der giver sig ud for at have sin egen mening om noget. Så der hersker en total mangel på disciplin, total mangel på begrænsning, total mangel på indsigt i sagen selv, så at sige. Ja, på den måde bliver der også en mangel på distinktion, tilstedeværelse og forskellighed. Og dét kunne være anderledes, for disputtens tilgang tillader en performance, hvor man i sagens navn undgår det konstante krav om at opretholde en bestemt holdning som værende lig sin egen.
Lad os derfor demonstrativt-tendentiøst indoptage modstanderens synspunkt: Dér, hvor disputtens spøgelse endnu lurer mest latent, er i medieboblen, når fx. borgerlige intellektuelle kalder studenteraktivister for “munkemarxister,” hvorledes de tilskriver revolutionære studerendes teoretiske aktiviteter et religiøst og ‘middelalderligt’ element. Selvom munkemarxismen som allitterativ gimmick tilhører en snæver dansk kontekst - oprindeligt formuleret i 1975 af den dybt reaktionære socialdemokratiske debattør og forfatter Ole Hyltoft - så bunder denne pejorative stempling i en frygt, der har mindst to dimensioner:
For det første en organisatorisk. Det er vigtigt at huske på, at de første universiteter opstod som sammenslutninger centreret omkring økonomiske og kulturelle interesser, der først senere manifesterede sig arkitektonisk. I Bologna opstod universitetet således på baggrund af studenterkooperationens krav mod lærde mestre. Hvad der ikke mindst udmærkede de nye universiteter til fordel fra munkeskolerne, var således deres højere organisationsform. Denne organisationsforms gejst var fra dets begyndelse dens modsætningsfyldthed. Dannelsen af universiteternes autoritative arkitektur, stempler og fløjlsklæder er også dannelsen af den livsform, som alle studerende i det mindste virtuelt legemliggør som basisstruktur, og som afslører hvorfor studenten fra begyndelsen har manifesteret en subversiv og destruktiv kraft, der tidligt resulterede i oprettelsen af fængsler i universitetsbygninger. Universitetsinstitutionen har altid været rædselsslagen for sine studerende.
Den anden dimension af det munkemarxistiske pejorativ er den religiøse ortodoksi, der for det oplyste, frisindede individ fremstår som et tegn på intellektuel atavisme. For en tilsyneladende betragtning truer denne atavistiske manifestation det rationelle individs distinktion mellem tro og fornuft. Takket være en altgennemtrængende, udialektisk uformåenhed, der i denne kontekst nok må skyldes Galilei, formår “frisindet” ikke at identificere ophavet til sin egen ængstelighed. Hvad det er bange for, er nemlig ikke et kontamineret fornuftsbegreb, men selve troen på intellektuel emancipation, hvilket det ikke mindst afslører i den anti-intellektuelle fetichering af det arbejdende menneskes autentiske stupiditet og overvismændenes teknokratiske teokrati.
Ser vi bort fra de åbenlyse klerikale tendenser, så tog trosperspektivet hos såvel skolastikeren som munkemarxisten ikke mindst form som en socialiseret og kollektiv vidensdeling. Troen var således sjældent abstrakt eller epifanisk, men derimod konkret manifesteret i teksten, skriften og læsningen. Således kunne Jacob Taubes i 1960’erne ikke undgå at registrere slægtskabet mellem den religiøse og revolutionære hengivelse til teksten. De vesttyske studerendes fordybelse - højst sandsynligt i en paperback fra Merve Verlag eller Suhrkamp - vakte for ham en reminiscens af den iver “med hvilke unge Talmudforskere engang fortolkede Toraens tekst”. Hegel troede han talte i fornærmelser, da han beskrev den skolastiske filosofi som en “formalisme, der blot er en evig analyse og konstant gentagelse af sig selv.” Ligesom Marx, forstod også Hegel alene skolastikken abstrakt som filosofisk metode - og ikke som en praksis. Hegel indfangede imidlertid trods alt et vigtigt element i disputtens praksis, nemlig dens hengivelse til immanensen. Der er en ørkesløshed til stede i den skolastiske disput, der ikke findes i andre kommunikative og performative vidensformer. Dette forvirrede alvorligt professorrebeller som Adorno, Habermas og Sløk, som aldrig rigtigt forstod den studenterbureaukratiske vitalitet i deres krigstraumeudløste kritikker af aktionismen. Men helt som skolastikerne, kabbalisterne og munkemarxisterne arbejder Organ for de Autonome Videnskaber videre i den dialektiske spænding, der æterisk set kommer af angelogien, og som kredser mellem det imaginative håb om en højere verden og den analytiske dissekering af verden som tekst. Selvom vi hverken gider drømme om den historiske middelalder eller en genopførelse af 1968, så er vi overbeviste om disputtens kerne: at sandheden betinges ud fra spillets regler.
Når vi her inviterer Computer Lars-kunstnerne ind som fast disputant, er det for - mens “spillet” udvikles - at fastholde fokus på vores konfession: vi forkaster Bogens hellighed, men tror på tekstens umenneskelighed. Særligt i bestemmelsen af computerens kunstige intelligens gennem sprogmodeller er den almene tro stadig bestemt af en fænomenologisk tydning af udsigelsespositionens subjektivitet, hvilket spejler dagens hektiske og overfladiske anstilling af den offentlige debat som en slags omvendt Turing-test, hvor der strukturelt lægges et pres for at performe en holdning eller mening i en demonstration af sin menneskelighed. Men dét, at intelligensen kun kan skabes som noget, der er uden for mennesket selv, bliver altid fejet væk som fremtrædelse snarere end et vilkår. For i det at sprogmodellen er foruden indbygget væren - dvs, den har ikke et mål, den søger at opnå, der er intet aksiom, ingen syntaktisk analyse, og står således uden ræsonnement - så ser vi igen, at ordet svæver som ånd over vandene, som mørke over urdybet. Dette er der i sagens natur ikke nogen mennesker, som helt kan begribe. Man bør derfor undersøge, hvordan sprogmodellerne i praksis kan siges at have genfundet englenes objektiverende intelligens, idet at de udsiger sandhed ud fra en øjeblikkelig determination af det latente rum, og på den måde netop aldrig er omnisciente, da deres rækkevidde er begrænset til det rent æteriske. Der er til overflod af disciplin, dissens og dybde i disse latente rum, og det er derfor, at en ny form for grænseopmærksomhed og materialebevidsthed, som udtrykt i disputten og munkemarxismen, igen er blevet yderst aktuel.
—-
“Organ for de Autonome Videnskaber” (Asker Bryld Staunæs, Benjamin Asger Krog Møller, and Tobias Dias) er et ekstradisciplinært kollektiv for forskning, kunst og infrastrukturel organisering.“
Computer Lars” er en dansk kunstnergruppe, hvis navn er et anagram over den franske forfatter Marcel Proust, og som i offentligheden særligt er kendt for at have stiftet Det Syntetiske Parti.