Ida Glitre og Inger Agger Hougaard præsenterer udstillingen “So much” med oplæg hos billedkunstner Jette Gejl.
Gennem maleri, installation, foto, collage og video, undersøger Ida Glitre (f. 2000) og Inger Agger Hougaard (f. 1999) tematikkerne forbrug, klasse og det private.
Hougaard bruger rumlige fotoinstallationer til at dokumentere ophobning og afgrænsning af værdi. Med denne praksis italesætter hun en gråzone mellem ejerskab, magtblikke og kontrol. Flere af værkerne tager specifikt afsæt i velhaverkvarteret Risskov, som ligger nord for Århus. Glitre undersøger præfabrikeret femininitet og feminiserede kroppe i offentlige rum, både fysisk og online. Ved hjælp af sine nære relationer viser Glitre hvordan visse tildelte roller gennemsyrer vores følelses- og privatliv. Til åbningen vil billedkunstner og underviser i kunsthistorie på Aarhus Universitet, Jette Gejl holde et kort oplæg som knytter sig til udstillingen.
Ferniseringen vil foregå i SpLab, i gården på Det Jyske Kunstakademi og udstillingen vil være åben for offentligheden den 30. september kl 16 samt 1. og 2. oktober kl. 12-16.
Ida Glitre og Inger Agger Hougaard er begge studerende på Det Jyske Kunstakademi.