Artist Talk med Niels Christensen

Artist Talk

onsdag d. 4. marts kl. 17:00 – 18:30

Splab, Det Jyske Kunstakademi

Onsdag d. 4 Marts kl. 17.00-18.30 kan du møde billedkunstner Niels Christensen i en Artist Talk på Det Jyske Kunstakademi.

Om Niels Christensen

Niels Christensen (f. 1988) arbejder diskursivt og flermedielt med vægt på spørgsmål om fotografi, teknologi og billedmæssig sandhedsproduktion. Han er optaget af statens løfte om opretholdelse af liv og “tryghed” og den samtidige afgrænsning af, hvilke liv dette løfte gælder for. Hans praksis kunne også beskrives som en kritisk undersøgelse af billeddannelse i relation til strukturelle organiseringer af vold og omsorg. Metodisk låner han fra discipliner som journalistik, efterforskning, jura, kunsthistorie, kritisk teori og filosofi. Hans seneste arbejde, det igangværende filmprojekt Body Bona Fide, beskæftiger sig med udbygningen og intensiveringen af it- og sikkerhedsinfrastruktur i Schengen samt myten om en stabil Europæisk identitet. Projektet udvikles i samarbejde med udstillingsstedet Astrid Noacks Atelier samt forskningsnetværket DATAMIG, der belyser forhold omkring teknologi og migration.

Niels Christensens startede som studielektor på grunduddannelsen på Det Jyske Kunstakademi i februar 2026. Han er uddannet billedkunstner fra Maumaus Independent Study Program og Det Kongelige Danske Kunstakademi og har også en baggrund som fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hvor: SpLab, Det Jyske Kunstakademi, Kalkværksvej 30
Tidspunkt: kl. 17.00-18.30
Dato: d. 4. marts
Gratis adgang for alle


Foto: Niels Christensen