Underviser: Peter Borum
Deltagere: 2. år
Type: Kunstteori
Sprog: Dansk
Sted: Høloftet
SP: 3
Tidsplan:
13. September
Kl. 10:15 - 15:15
04. Oktober
Kl. 10:15 - 15:15
01. November
Kl. 10:15 - 15:15
22. November
Kl. 10:15 - 15:15
Semesterets tema: BAROK OG NYBAROK
Barok er en periodebetegnelse og et stilbegreb. Perioden sættes konventionelt til 1600-1750, men det, der bliver den identificerbare stils træk bebudes allerede i perioden 1480-1510, og deres direkte kontinuitet (hvor de ikke er citat, genanvendelse, pastiche) varer, visse steder i Latinamerika, til helt ind i 1800-tallet. Barok er altså betegnelsen for den følsomhed, der udvikles i de århundreder, hvor Europas koloniale ekspansion forener kloden, mens Reformation og religionskrige ændrer definitionen på Europa, som går fra at være Kristenheden til at være et statssystem af små og store magter, hvor handelskapitalismens og territorialstatens udvikling bestemmer magtforholdene, og hvor den matematiserede naturvidenskab etableres. Som et nøglebegreb i den moderne stilhistorie bidrager barokbegrebet fra 1800-tallets slutning til at opløse forestillingen om, at billedkunsten bevæger sig mod et bestemt mål eller har et bestemt, transhistorisk ideal.
Sat på kortform er den barokke følsomhed en sans for altings flygtige foranderlighed og midlertidighed; for det sanselige som bærer af store virkninger og adgangsport til dybe indsigter; for at det sete afhænger af perspektivet; for at det enkelte menneske må finde en strategisk måde at omgås magtforholdene på; for at verden (også et gammelt navn for samfundet, jvf. at noget er 'mondænt' eller at man kan være en 'verdensmand') er en skov af tegn og billeder, som kræver at besvares med tegn og billeder.
Det 'neobarokke' er derfor dels navnet på de barokke træk og problemstillingers efterliv i arkitektur, billedkunst, litteratur og filosofi — dels er det også navnet på de barokke problematikkers genkomst, efterhånden som mediesamfundets opkomst fra 1950'erne til 1980'erne synes sammenfaldende med afslutningen på den revolutionære, moderne cyklus, der blev indledt med den franske revolution af 1789, og hvor kollektivt tænkt handling havde kunnet ses at give retning til historien, inklusive kunsthistorien. En horisont for semesteret bliver derfor også, i hvilket omfang situationen stadig er barok.
Semestertemaet dækker som sædvanlig tre af de fire undervisningsgange — den fjerde omhandler 'maskiner' — hvad er det?
(Oplysninger om teksterne til de enkelte gange — fællesteksten, vi læser sammen, og baggrundsteksterne — følger. Se i denne MAPPE)
Første undervisningsgang: Fredag d. 13. september 10:15-15:15
Barokkens historiske situation
Her ser vi på, hvordan 1400-tallets forening af rummet — af det repræsenterede rum vha. det geometrisk formulerede centralperspektiv; af klodens rum ved de europæiske sørejsers praktiske beherskelse af Verdenshavet — åbner spørgsmålet om, hvem der ser hvem og hvad hvorfra, og hvem og hvad der ikke ser eller bliver set. I den barokke lære om synsvinklerne relativerer den europæiske kultur sig selv, samtidig med at Europas verdensdominans stiger. Billedkunsten bliver fra Renæssancen udskilt som fri kunst, samtidig med at matematikkens frie kunst bliver mere og mere anvendelig til kapitalistiske og teknisk-videnskabelige formål. Kolonialisme og handelskapitalisme understøtter den "oprindelige kapitalakkumulation", som ved Baroktidens udgang kan sætte gang i industrialiseringen.
Anden undervisningsgang: Fredag d. 4. oktober 10:15-15:15
Folden og de barokke træk
Her gennemgår vi den klassiske formelle bestemmelse af barokken ud fra kunsthistorikeren Heinrich Wölfflin, anskuet gennem filosoffen Gilles Deleuzes snart ligeså klassiske begreb om "folden", der nemlig tillader at forstå sammenhængen mellem den barokke billedmæssighed og det barokke verdensbillede. Foldebegrebet tillader også at forstå den moderne situation ud fra tanken om et barokt verdensbillede, som ikke længere rummer nogen vished om grundlæggende harmoni, og hvor verdens tilsyneladende disharmonier erfares løsrevet fra idéerne om norm og afvigelse. Formaliseringen af de barokke træk tillader at genkende det neobarokke i samtidskunsten, mens bestemmelsen af den barokke harmoni rejser spørgsmålet om informationsteknologien som kapitalistisk erstatningsharmoni efter den revolutionære modernitet.
Tredie undervisningsgang: Fredag d. 1. november 10:15-15:15
Maskiner — hvad er det?
Gyldendals 10-binds leksikon siger: "mekanisk indretning, sammensat af bevægelige dele: kan omsætte modtagen kraft til arbejde, arbejdsmaskine, eller én form for energi til en anden, kraftmaskine." Mek(h)ane er oldgræsk for (sådan cirka) en snild indretning — hos romerne bliver machina navnet på en kran (med taljer, modvægte osv.). Omkring år 1700 taler filosoffen Leibniz om, at levende organismer er maskiner, hvis mindste dele selv er maskiner; her mødes det levende og det maskinelle. I det 20. århundrede har Lewis Mumford talt om samfundet som en "megamaskine" — maskinens dele behøver her slet ikke at være i fysisk kontakt — mens Deleuze og Guattari forestiller sig abstrakte begærsmaskiner på færde i sammenpasningerne mellem de levende ting. Det maskinelle og det kunstneriske stilles længe op som modsætninger — fra og med futurismen (1908) begynder de at flyde sammen. Nu (2024) står vi over for spørgsmålet om, i hvilket omfang det giver mening at sige, at vi selv er maskiner, og om hvorvidt maskiner omvendt kan være ligesom os.
Fjerde undervisningsgang: Fredag den 22. november 10:15-15:15
Den barokke scene
I barokken forenes to forestillinger: den, at individer og situationer er uudtømmelige (uendelige), og den, at alting er en fremtræden, et optrin, et skuespil, en performance. Verden bliver en scene — og en scenes funktion er at repræsentere det, der ikke er scenen (og som i barokken er uudtømmeligt). På den moderne scene (stikord: 1789-1960) kan optrinnet — den politiske revolution, den kunstneriske revolution — derimod som handling omdanne al resten, som ligger uden for scenen: et nyt samfund, en ny kunst. På den scene, som med et flertydigt udtryk kan kaldes postmoderne (eller neo-barok), og hvor alt og alle tendentielt må optræde som billeder, bliver spørgsmålet, hvad der overhovedet kan ligge uden for scenen — om der kan spilles med nogen uudtømmelighed — og hvad handling her kan indebære.