KUNSTTEORI FORÅRET 2024: KROP

Semestertemaet bliver 'krop' og kommer som sædvanlig til at omfatte tre af de fire undervisningsgange. Desuden kommer Frida Sandström på besøg til gæsteundervisning om den italienske feministiske kunsthistoriker og aktivist Carla Lonzi og den krise, kunstbegrebet indtrådte i i de sene 1960'ere. Frida Sandstöms undervisning bliver indirekte også en del af optakten til den italienske teoretiker og aktivist Franco 'Bifo' Berardis besøg på DJK i maj - han begyndte netop sit virke i 1970'ernes radikaliserede Italien, med blandt andet piratsenderen Radio Alice (efter 'Alice i Eventyrland') i Bologna 1977. I teoriundervisningen forbereder vi besøget ved hver gang at bruge en af hans tekster (i engelsk oversættelse) til vores fælleslæsning. Der kræves som sædvanlig 75% fremmøde for at opfylde kravet om studieaktivitet.

Fredag d. 8. marts / OVERFLADER, INSKRIPTIONER, PORØSITET

Kroppens enhed erfares som givet ved dens overflade, også selv om overfladen er et interface, eftersom den levende krop er en fortløbende individuationsproces i vekselvirkning med dens miljø. Vi skal se på kroppen og dens overflader som begærsobjekt, på kropsforandrende kunst, på huden som inskriptionsfelt, på statuens forhold til liget, mumien og tøjet, samt på, hvad der kan ske, når kroppens lag skrælles af. Vekselvirkningen, inklusive inskriptionerne, indlejrer kroppen i dens miljø, inklusive samfundet som transindividuel formation.

Baggrundstekster af Friedrich Nietzsche, Roger Caillois, Jean-Pierre Vernant, Christine Buci-Glucksmann, Alessandra Lemma.

Fredag d. 5. april / FRIDA SANDSTRÖM: »CARLA LONZI OG KRISENS KRITIK. NEGATION OG SEPARATISME I ITALIEN 1969«

Med udgangspunkt i den italienske kritiker, kunsthistoriker og feminist Carla Lonzis essay “La critica è potere” (Kritik er magt) fra 1970 vil jeg i denne workshop uddybe, hvad jeg kalder en kries i kunstbegrebet og historiebegrebet i de sene 1960-eres Italien. Ifølge Lonzis argument resulterede denne krise i, hvad kommunisten Massimo Cacciari beskrev som ”negativ tænkning”, hvilket Lonzi i sit essay beskriver som ”krisens kritik”. Udenom en universel historisk bevidsthed og de identiteter, som sådan en forestilling i denne periode reproducerede i parti og i akademi, vendte kunstnere, arbejdere og intellektuelle sig bort fra en formel organisering og over mod uformelle, kollektive praksisformer.

Mit oplæg udgår fra min artikel ”Carla Lonzi og krisens kritik” (Kultur og klasse nr. 137, forår 2024) og I vil få uddrag af denne tekst, ligesom nogle kildetekster, som er relevante for vores samtale. Sammen skal vi diskutere vægten af sociale montager – interviewer, fotografi og poesi – i kunsten og i kunstkritikken. Disse montager trækker på avantgardens modeller og kritiserer samtidig dens revolutionære historiebgereb og forestilling om en ”afslutning”. Med referencer til både Aby Warburg, Antonin Artaud og Susan Sontag, som på det tidspunkt alle havde en stor indflydelse i Italien, vil vi diskutere 1969' kritik af fremskridt, af historiske begreber (kunst, seksualitet, mm.), og af formel organisering.

Mellem kunsthistorie og socialpolitisk historisk bevidsthed fremstår det som tydeligt ,at 1969 var et tidspunkt i Italien og i vesten i øvrigt, hvor det revolutionære og kritiske subjekt var nødt til at gentænke sin praksis, sit historiske selvbillede og sin forestilling om relationer, om en fremtid. Med den negative tænknings kritik af dialektikken åbnedes for kollektive praksisformer i kunstens og aktivismens verden, fra arte povera til feminisme, post-dramatisk teater og seksuel frigørelse. Med udgangspunkt i Lonzis liv som kunstkritiker og senere separatistisk feminist, og de bevægelser som hun var del af og omgivet af, vil jeg tale om, hvordan krisens og kritikkens subjekt nødvendigvis bliver til ud fra en kolonial og patriarkalsk kønsorden. Vi vil derfor diskutere social og æstetisk negation som en nægtelse af den eksisterende orden, og en samtidig social affirmation af en anden historie, en anden nutid. Til sidst vil vi diskutere, hvad det betyder i dag.

BIO
Frida Sandström er kritiker och ph.d.-studerende i moderne kultur vid Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns universitet. Sandström har en kandidat i estetik från Södertörns högskola (2019) och er publuceret i Brill (2023), Afterall (2020) och Philosophy of Photography (2019). Sandström har skrevet kunstkritik og essays i en række internationale tidsskrifter og antologier. Hun er medlem af redaktionen for Kvinde, Køn & forskning og for den svenske kunsttidskrift Paletten. 2021 var hon gæste-ph.d. vid CRMEP (Center for Research in Modern Philosophy), Kingston University, London. December 2023-November 2024 er hun Paris x Rome stupendiat ved La Bibliotheca Hertziana – Istituto Max Planck per la storia dell'arte, Rom og ved DFK Paris - Deutsches Forum für Kunstgeschichte. Sandström undervist i kritik, æstetik og kunstteori, ved Københavns universitet, Kunstakademiet i København, Umeå konsthögskola, Konstfack, Gerlesborgsskolan och Linnéuniversitet.

Fredag d. 3. maj / KROPPEN SOM ORGANISME OG DEN ORGANLØSE KROP

Her skal vi se på spændingen mellem det organiske og det uorganiske (eksempelvis jugendstil og impressionistisk musik over for futurisme og tolvtonemusik, eller kunstdansen, der bliver organisk med Isadora Duncan og den moderne dans, mens den klassiske ballet prototypisk har dannet en krop uden organer). Det er to poler, hvor kroppen i varierende grad hælder mod at følge sin egen artikulation i kropsdele, organer og funktioner eller mod at bevæge sig på tværs af dem og i den forstand på tværs af sig selv. Dette vedrører både, hvordan værkelementer monteres, og hvad kropshandlingernes mulighedsfelt er. Dermed lander vi også ved spørgsmålet om kroppens a/normalitet i forhold til det enhver tid bestående billede af dette mulighedsfelt.

Baggrundstekster af Antonin Artaud, Donna Haraway, Mario Perniola, Ladan Habari, Leslie Wallace.

Torsdag [NB!] d. 30. maj / EGENKROPPEN OG KROPSFØLELSEN

Her skal det handle om den tænkende og følende krops fornemmelse af sig selv. Vi kommer ind på Raymond Ruyers asymmetri mellem på den ene side den medicinsk-anatomiske viden om, hvad der sker, når f.eks. hånden bevæger sig, og på den anden side bevidsthedens dumpe billede af at sætte et bevægelsesskema igang, og vi kommer ind på den kropsfænomenologiske forestilling om egenkroppen og på funktionsnedsættelsens perspektiv. Men vi kommer også ind på autoskopi-fænomenet, hvor der opstår klare perceptioner af organerne, på hypnose og på kroppens kønslige selvbillede, som det sættes på spidsen i transitionserfaringen.

Baggrundstekster af Maurice Merleau-Ponty, Katharine Araniello, Caterina di Rienzo, Jasbir Puar, Paul Preciado.